Internationalt er der stor interesse for den nordiske velfærdsmodel, hvor samfundet understøtter, at begge køn er ude på arbejdsmarkedet og er ligestillede i forhold til omsorgen for børnene. Set udefra fremstår de fem nordiske lande som homogene og langt fremme, når det gælder social- og familiepolitik. Men spritnye forskningsresultater i bogen ”Fatherhood in the Nordic Welfare States” dokumenterer, at selv om der er ligheder, så er der også forskelle mellem landene. Det fortæller professor Tine Rostgaard, Aalborg Universitet, der dels bidrager med en række kapitler, dels har redigeret det store bogværk sammen med professor Guðný Björk Eydal, Háskóli Íslands – Islands Universitet.

”Det, der kendetegner alle fem lande, er, at de har forsøgt at facilitere den ”aktive far” i familielivet. Danmark og Sverige repræsenterer yderpolerne i det nordiske billede. I nogle af landene – især i Danmark – er ligestillingen mere symbolsk end konkret politik, mens Sverige i mange år har lagt stor vægt på at udforme en politik, som sikrer større ligestilling mellem mænd og kvinder, og som derfor også sikrer mulighed for den aktive far. Island har på sin side især på orlovsområdet været ekstrem progressiv. Med vedtagelsen af en lov i 2013 om 5 måneder til mor, 5 måneder til far og 2 måneder til deling var de længst fremme med fædrekvoten”, siger Tine Rostgaard. En ny regering har imidlertid indtil videre holdt fast i den tidligere ordning med 3 måneder til hver og 3 måneder til deling. Finland og Norge placerer sig midt i feltet, forklarer Tine Rostgaard. Finland har en høj andel af kvinder, der arbejder fuldtid på arbejdsmarkedet, mens Norge har en mere traditionel tilgang, hvor en række familiepolitiker giver kvinderne øget mulighed for at være hjemme med børnene.

Fædrekvoter: Et effektivt policyinstrument 

Fædres adgang til betalt barselsorlov, den såkaldte fædrekvote, er et af de centrale områder i bogen. Bortset fra de danske mænd har fædre i Norden en reserveret ret til kortere eller længere perioder af den samlede orlov. På baggrund af bogens omfattende forskningsresultater er Tine Rostgaard ikke i tvivl: Netop fædrekvoten kan fremme fædres adgang til en større andel af forældreorlov og styrke deres farrolle.

”Hvis man vil have mænd til at tage en større andel af forældreorloven, er fædrekvoten det mest succesfulde policyinstrument. En kvote institutionaliserer nogle rettigheder og påvirker alle niveauer, også helt ud på arbejdspladsen og i familien”, uddyber Tine Rostgaard.

Banebrydende fertilitetsforskning blandt mænd

Mænds rolle i forhold til fertiliteten og den faldende fødselsrate er et af de banebrydende områder, som bogen undersøger ved at se på mænds indstilling til familieliv og deres holdning til, hvornår man skal have børn.

”Undersøgelsen viser, at nordiske mænd har en højere tolerance overfor, at andre mænd fravælger at få børn eller udskyder tidspunktet, hvor de får børn. På baggrund af de data, vi har adgang til, kan vi ikke helt fast sige, at tolerancen betyder, at man vælger ikke at få børn. Men indikationer i vores data viser det. Derfor konkluderer vi, at den større tolerance spiller ind på, om man selv vælger ikke at få børn”, forklarer Tine Rostgaard. I en tid med politisk fokus på det faldende fødselstal, understreger bogen dermed, at det er en vigtig faktor at inddrage mændenes holdning, når man skal forstå, hvad der sætter rammerne for fertilitet.

Familielovgivning forskelsbehandler mor og far 

Bogens over 400 sider indeholder bl.a. også undersøgelser af mænds tidsforbrug i hjemmet, den ser på farrollen i forskellige familiekonstellationer og på, hvordan de fem landes politikker understøtter fædres mulighed for at drage omsorg for deres børn, og om resultaterne er i overensstemmelse de nordiske landes mål på familie- og ligestillingsområderne. Og her viser en artikel om familielovgivning skrevet af Hrefna Friðriksdóttir, ekstern lektor ved Háskóli Íslands, at der er store forskelle på, hvordan fædre og mødre behandles i familielovgivningen.

”Vi kører projekt ”far” i de nordiske lande, men familielovgivningen understøtter ikke projektet i samme grad i alle landene. Hrefna Friðriksdóttir konkluder, at der er et perspektiv i, at man i højere grad skal sikre sig, at familielovgivningen er ajour i forhold til de progressive tanker, de nordiske lande gør sig i forhold til, at fædre og mødre er ligestillede”, siger Tine Rostgaard.