Nordiske og canadiske politikere, forskere, erhvervsfolk og repræsentanter for NGO’er var i sidste uge samlet i Québec til en konference om bæredygtig udvikling i de to regioners nordlige og arktiske områder.

Konferencen, der var arrangeret af Nordisk Ministerråd og regeringen i Québec, havde som et af sine mange emner også køn og ligestilling på programmet. Blandt de nordiske oplægsholdere var Erika Anne Hayfield, Ph.D. og adjunkt ved Fróðskaparsetur Føroya, Færøernes Universitet, som præsenterede sin forskning om unges migration fra Færøerne. NIKK talte med Erika Hayfield midtvejs i konferencen.

”Hovedargumentet i min præsentation er, at vi totalt se må arbejde med fra- og tilflytning som en integral del af færøsk kultur. Min forskning viser, at de unge mennesker ser det som en naturlig del at livet. Det handler om muligheder. Det handler om at løsrive sig fra det trygge miljø, som er i et lille samfund. ”

En ting er, at flere kvinder end mænd rejser ud for at uddanne sig. Men det er især, når det kommer til det at flytte tilbage, at kønsaspektet bliver mere tydeligt. Mange kvinder kan ikke få øje på arbejdsmulighederne på Færøerne. De ser den private sektor som meget mandsdomineret. Der er få kvinder i topledelse i den private sektor”, siger Erika Hayfield og forklarer, at årsagerne også er bedre danske velfærdsydelser, et færøsk arbejdsmarked med deltidsstillinger og en traditionel kønskultur.

Var der andre bidrag, som kom ind på køns- og ligestillingsaspekter? Og hvor meget plads får køns- og ligestillingsspørgsmål på konferencen?
”Konferencen dækker meget bredt, og deltagerne kommer med meget forskellige baggrunde. Men det virker helt klart som om, der er meget forskellige kønsrelaterede spørgsmål på agendaen i Norden og i Canada. Her oplever jeg helt andre ligestillingsdagsordener, der handler om ligestilling for Canadas oprindelige folk. Jeg var til en workshop, hvor de blandt andet talte om et uddannelsesprogram på universitetsniveau for oprindelige folk. Her er gennemsnitsalderen for de studerende 38 år, hvor flertallet er kvinder. Forklaringen er, at kvinderne får mange børn tidligt. Det er der prestige i. Så de dropper ud af skolen. De unge kvinder ser på, hvilke muligheder har jeg? Og for nogle af dem er der ikke så frygteligt mange andre muligheder end at få børn. Det er altså helt andre udfordringer, end dem vi har i Norden”.

Er der nogle af de aspekter, som du kan tage med dig hjem og er blevet klogere af?
”Norden er som helhed kommet langt med ligestilling. Jeg ville ønske, at vi på Færøerne var kommet lige så langt som mange af de andre nordiske lande. Men det bliver sat i perspektiv, når jeg ser det i forhold til andre steder, hvor der ikke er rum for at snakke så meget om køn, fordi nogle befolkningsgrupper har andre basale udfordringer som fx uddannelse og sprogpolitik. Deres uligestilling handler ikke så meget om køn men mere om deres uligestilling i forhold til resten af Canada. Det betyder selvfølgelig ikke, at det okay, at vi på Færøerne ikke er kommet langt nok i forhold til vores ligestillingsarbejde. Det betyder bare, at vi har nogle andre ting på vores agenda, end et moderne land som Canada har”.

Hvad er dit indtryk af konferencen som helhed?
”Jeg har fået rigtigt meget ud af konferencen. Men jeg synes, vi kan lære noget af konferencen. Hvis vi ønsker at samarbejde og videndele med Canada, kan det være, at vi skulle understrege fokus, så man virkelig får en debat om køn. Vi fik ikke en debat om det, fordi det kom til at handle om det oprindelige folk. Det er som sådan utrolig relevant. Men for at man får en rigtig god debat om køn, er man næsten nødt til at have et seminar eller en workshop som handler om det. For hvorfor lægge køn og ligestilling under temaet ”sociale forhold”, som det gjorde her. Køn er det mest definerende i vores identitet”.