Forestil dig, at du befinder dig i år 2030. Du er 85 år og har brækket dit ben efter et fald i hjemmet. Du burde egentlig ikke bo hjemme, for du kan hverken klare rengøring eller madlavning, men du kan ikke komme på plejehjem, fordi ventelisten er for lang, og plejehjemmet ikke har medarbejdere nok til at tage de beboere ind, der faktisk er plads til. Nu ligger du på hospitalet. Heller ikke der rækker hænderne. Du kan ikke blive vasket dagligt, og du må vente længe på at blive hjulpet på toilettet.

Sådan kunne et skrækscenarie for fremtidens velfærdssamfund se ud. De demografiske prognoser peger alle i én retning: Vi bliver mange ældre i fremtiden, men vi bliver få unge til at tage os dem. Ældre lever længere, og de vil behøve hjælp. Men arbejdsstyrken vil blive formindsket, fordi der er få unge, og fordi en del af den nuværende arbejdsstyrke går på pension.

Det scenario bekymrer mange. For eksempel Danske Regioner, som har ansvar for at drive sygehusene i Danmark.

”Vi har ikke nogen aktuel prognose for, hvor mange ansatte, der vil komme til at mangle, men vi kan se, at mange vil gå på pension i de kommende år, og tilgangen til arbejdsmarkedet vil ikke være stor,” siger Ole Lund Jensen, kontorchef i Danske Regioner.

I Sverige viser tal fra Sveriges Kommuner och Landsting (SKL), at der skal rekrutteres 100.000 ansatte til førskolen og skolen og 100.000 til socialtjenesten mellem 2010 og 2019 samt 80.000 til sundheds- og sygeplejen.

”Samtidig er interessen mindsket for at uddanne sig til eksempelvis sygeplejer. Så der er en klar risiko for, at arbejdsgiverne kommer til at få problemer med at finde kvalificeret arbejdskraft,” siger Annakarin Wall, utredare ved Svenska kommunalarbetareförbundet (SE).

Fælles for de velfærdsområder, der kommer til at mangle arbejdskraft, er at de er kvindedominerede sektorer. Og at de har mange ansatte på deltid. I Danmark viste tal fra det danske Fælleskommunale Løndatakontor i 2010, at hver tredje offentligt ansatte kvinde er deltidsansat. Det fik dengang Danske Regioner til at sige, at man med ét slag kunne løse fremtidens mangel på sygeplejersker i Danmark, hvis kvinderne gik op i tid.

”Det mener vi stadig,” siger Ole Lund Jensen.

Der ligger altså et stort uudnyttet arbejdskraftpotentiale i kvinder i deltidsstillinger på velfærdsområdet. Derfor har Danske Regioner netop lavet en fuldtidspolitik, der betyder, at alle stillinger, der slås op i de danske regioner fra og med 1. januar 2014, er fuldtidsstillinger.

Og det kan vise sig at være en god strategi, viser svenske tal.

”Hvis alle ansatte inden for Sveriges landting og kommuner begyndte at arbejde på fuld tid, ville det frigøre 150.000 fuldtidsstillinger. Så der findes med andre ord en enorm uudnyttet ressource,” siger Annakarin Wall.

Ret til fuldtid

Men at udnytte kvinders ressourcer på arbejdsmarkedet fuldt ud er ikke gjort med et snuptag. For mange arbejdsgivere er slet ikke interesseret i at bytte de mange deltidsstillinger ud med fuldtidsstillinger. De tæller ikke i timer – men i hoveder, som Helle Holt, forklarer. Hun er seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) i Danmark og sidder i NIKKs projekt Deltid i Norden referencegruppe.

”Både i den kommunale plejesektor og i detailhandlen, hvor der er mange kvinder ansat, foretrækker man at have mange ansat på få timer frem for få på mange timer, fordi det giver langt større fleksibilitet til for eksempel at få vagtskemaer til at gå op,” siger hun.

Den tankegang er i debatten i Norden blevet kaldt en ”deltidskultur”. Det er netop denne kultur, Danske Regioner nu vil gøre op med ved at indføre fuldtidsstillinger til alle. Den er ikke isoleret til Danmark, fortæller Sven Fernlund Skagerud, der er projektleder i Falu Kommune i Sverige.

Han har i mange år hjulpet svenske kommuner med at omlægge deltidsstillinger til fuldtidsstillinger.

”De to største udfordringer er lederskab og kulturforandring. Lederskab fordi forandringen er omfattende og stiller store krav til chefen. Kulturforandringen fordi den er svær at acceptere,” siger han.

Sverige har i nordisk sammenhæng været pioner på feltet. Politisk set har spørgsmålet om fuldtidsarbejde som en lønmodtagerrettighed været på dagsordenen siden 1990’erne. I den periode indførte den første svenske kommune princippet til en del af sine ansatte.

Senere, i 2002, indførte Bollnäs Kommune som den første fuldtidsansættelse til alle – med hjælp fra den daværende regering, der gav økonomisk støtte til både kommuner og det private erhvervsliv, som ville indføre fuldtid, fortæller Sven Fernlund Skagerud.

Siden er flere svenske kommuner også gået med – enten ved at omlægge alle stillinger til fuldtid, eller ved at omlægge nogle stillinger til fuldtid, typisk først i ældreplejen og på handicapområdet. Og erfaringerne er gode. Faktisk viser evalueringer, at når deltidsstillinger i en kommune omlægges til fuldtidsstillinger, følger økonomi og kvalitet med. Kommunerne har enten fået  samme eller lavere omkostninger og samme eller højere kvalitet i arbejdet.

”I nogle kommuner er der derudover også andre positive effekter som øget trivsel blandt medarbejderne eller bedre kontinuitet i plejen,” siger Sven Fernlund Skagerud.

Han mener, at omlægning til fuld tid er en nødvendighed, hvis velfærden skal sikres i fremtiden.

”Mange er optaget af økonomien i gøre deltid til fuldtid. Man burde i stedet spørge: Har vi råd til at lade være? Det skal gøres attraktivt at løse kommunale opgaver, og fuldtid er en del af det arbejde.”

Farvel til deltidskultur

Skal fremtidens velfærd sikres gennem flere fuldtidsarbejdende kvinder, er der nok at tage fat i. De nordiske lande ligger med undtagelse af Finland i den europæiske top, når det gælder kvinders deltidsarbejde, viser den seneste europæiske arbejdskraftundersøgelse, EU’s Labour Force Survey, der udgives hvert år.

Norge og Island er ikke med i EU-undersøgelsen, men tal fra NIKKs rapport Part-Time Work, Gender and Economic Distribution in the Nordic Countries viser, at Norges deltidsansatte kvinder ligger over det europæiske gennemsnit på 31,7 procent kvinder på deltid, mens Island ligger knap fem procent under gennemsnittet.

Norden har altså, i europæisk sammenhæng, meget at komme efter, hvis kvinders uudnyttede ressourcer skal på banen. Initiativer som Danske Regioners nye fuldtidspolitik eller svenske kommuners arbejdstidsomlægning er et skridt på vejen, men der skal meget mere til, mener Annakarin Wall fra Svenska kommunalarbetareförbundet (SE).

”Det er vigtigt, at deltidsnormen brydes,” siger hun.

”At deltidsarbejde især er udbredt i kvindedominerede sektorer hænger formodentlig sammen med, at kvinders arbejde har været anset som et supplement til mænds arbejde snarere end at kvinder faktisk skal honoreres for det arbejde, de udfører, og skal kunne forsørge sig selv gennem deres løn. Den struktur lever fortsat. På hele arbejdsmarkedet tjener kvinder stadig mindre end mænd, også selvom de ofte er bedre uddannede.”

Men er det nok at gøre op med deltidskulturen? Sagen er ikke så enkel, mener Helle Holt fra SFI. Vilkårene og konteksten for deltidsarbejde er forskellig fra land til land i Norden og ændrer sig løbende.

For eksempel er Danmark ramt af økonomisk krise og arbejdsløshed, der betyder, at hverken mænd eller kvinder kan få job. En krise, der betyder, at et stigende antal kvinder går på deltid, men også at et stigende antal mænd går på deltid.

”Men i Norge mangler man arbejdskraft lige nu. Derfor er debatten om deltid også helt forskellig i de to lande, fordi efterspørgslen på arbejdskraft er forskellig. Det giver god mening at diskutere, om der er for mange deltidsjob i Norge, mens ingen i Danmark i øjeblikket tør nævne det, for der er bare ingen job at få,” siger Helle Holt.

Alligevel er det svært at komme udenom fremtidsscenariet: Der vil snart mangle hænder i velfærdssamfundet – økonomisk krise eller ej. Nogle af disse hænder findes allerede, men bliver ikke brugt fuldt ud. Omkostningerne ved dette ”spild” af arbejdskraft har betydning for hele samfundsøkonomien, påpeger Annakarin Wall.

”Vi ved, at hvis kvinder skulle arbejde lige så mange betalte timer som mænd og deltage i arbejdskraften i samme udstrækning som mænd, ville det frigøre 500.000 fuldtidsstillinger i hele økonomien. Dette ville – under forudsætning af, at der er arbejde – kunne bidrage til øgede skatteindtægter til stat, kommuner og landsting.”